Nogle kolonihavefolk er lidt i vildrede, når det kommer til solcelleanlæg i kolonihavehuset.
BEMÆRK: Hvis, der i forbindelse med installation af solceller er en inverter, som omformer til 230V, og der er lavet faste installationer (stikkontakter og afbrydere), kræver det godkendelse af autoriseret elektriker.
Vi har lavet en lille vejledning, som belyser lidt, hvordan man kan konfigurere sit anlæg – og hvad det koster.
Hvis du skal have et 230 V køleskab…
Hvis du skal have tilsluttet et 230 V køleskab – uanset størrelse – kræver det et anlæg med minimum en 1000 watt inverter – på grund af startstrømsbehov til køleskabet.
Selv de mindste køleskabe bruger ca. 0,4 Kw/døgn så med et batteri på 230 Ah, vil du have strøm nok til køleskabet i et par døgn uden sol. Dette vil været tilstrækkeligt til at holde det kørende i hele sommerhalvåret.
På siden “Nyttige links” kan du finde de forhandlere af solcelleanlæg, som vi anbefaler.
Solcellepanelerne
Solcellepanelerne fås i mange forskellige størrelser – med forskellige spændinger.
Det er vigtigt, at du har den rigtige størrelse på dine solceller i forhold til de andre enheder i dit anlæg. Alle anlæggets enheder skal være dimensioneret korrekt i forhold til hinanden for at fungere ordentligt.
Laderegulatoren
Laderegulatoren er en meget vigtig del af anlægget, og bliver monteret mellem solcellepanelet og batteriet. Den har til formål at regulere strømmen fra solcellen til batteriet for at undgå overspænding. Solcellen leverer forskellig strømstyrke – afhængig af, hvor meget solen skinner.
Det er derfor meget vigtigt, at laderegulatoren er tilpasset det øvrige anlæg – og ikke mindst – til batteriet!
Overspænding på batteriet kan føre til overophedning – og i værste fald – give brand eller eksplosion.
Inverteren
Inverteren har til formål at omdanne batteriets 12 eller 24 v til 220-230 v. Det er vigtigt at vælge en inverter, som leverer ren sinus spænding, hvis du skal oplade elektroniske apparater som mobiltelefoner, computere og tv. Disse apparater tåler kun konstant sinusspænding lige som el-nettet derhjemme.
Bemærk – at de billigste invertere ikke kan lave en ren sinus-kurve.
I mange solcelleanlæg er laderegulator og inverter integreret i samme enhed.
Et 230 V køleskab kræver minimum en 1000 watt inverter – på grund af startstrømsbehovet.
Batterilageret
Batterilageret kan bestå af et eller flere batterier. Her er det meget vigtigt, at batterierne er af typerne AGM, GEL eller Lithium. Disse batterier er konstrueret til at kunne tåle rigtig mange op- og afladninger. AGM, GEL eller Lithium batterier er i øvrigt lukkede og vedligeholdelsesfrie.
Lithiumbatterier er væsentlig dyrere end AGM og GEL.
Batterilagerets størrelse afgør, hvor mange dage du har strøm til, hvis solen ikke skinner.
Hvis du parallelforbinder flere batterier – for dermed at have mere strøm “på lager” til perioder, hvor solen ikke skinner, så er det vigtigt, at batterierne er ens, og at de er lige gamle. Hvis man forbinder et nyt batteri med et brugt, vil de lukrere på hinanden – og effektiviteten vil blive reduceret.
Almindelige bil- eller marine batterier frarådes på det kraftigste, da disse batterier kan overophede – eller i værste fald – brænde eller eksplodere!